Musikken.
Glemte tiders instrumenter spiller igen. Vi samler instrumentmagere, musikere, arkæologer og sangere, der specialiserer sig i fortidens sange og musik. Da vi dækker hele oldtiden og middelalderen, giver dette både besøgende og optrædende mulighed for at følge musikken og instrumenternes udvikling i gennem tiden. Vi inviterer arkæologer og historikere med til at give tolkninger på fund af instrumenter og instrumenternes brug i tiden.
Fortællingen.
Vi genopliver gamle tiders tradition med at mødes for at fortælle historier med noget på hjerte. Fortællinger der overleverer livserfaringer og rummer noget almenmenneskeligt. Fortællere fra hele landet, mødes her og vil gennem fortællingerne være med til at identificere vore rødder. Vi viser fællesskabet gennem både tid og geografisk spredning. Vi viser gennem nutidige og 1000 år gamle fortællinger, en flig af den almene befolknings kulturhistorie.
En festival i et historisk rekonstrueret miljø, der tilføjer en ekstra dimension af autenticitet og nærvær.
Skjaldefestivalen finder sted i Jernalderlandsbyen Odins Odense, et kulturhistorisk formidlingscenter. Festivalen foregår i og omkring husene i vores jernalderlandsby, så der er flere optrædende på samme tid – både på de små intimscener i et jernalderhus ved flammernes skær og under åben himmel.
Jernalderlandsbyen, med sine rekonstruerede huse og smukke omgivelser. giver de mest
fantastiske rammer for en lille og intim festival, hvor der er ro og tid til, at høre og se de
forskellige indslag uden puffen og masen. Man oplever fortællingen og sangen som var man tilbage i landsbyen for over 1000 år siden og hørte Skjalden underholde landsbyen, når han kom på besøg fra fjerne egne.
En festival for både historieinteresserede og familier.
Vi sætter formidling og førstehånds oplevelser i højsæde. De, der ikke kender fortidens forskellige former for underholdning, vil her på festivalen kunne opdage nye aspekter af vores fælles fortid. Der er i Danmark en voksende interesse for vores fortid, dens musik og håndværk. Festivalen er et samlings-punkt for folk med interesse for fortidens musik og er medskabende i dette alternative musikmiljø.
En festival man som gæst føler sig som deltager i og ikke kun tilskuer til.
Mange af de mindre koncerter og fortællinger foregår i jernalderhusene, hvilket skaber en anderledes hygge og fællesskabsfølelse, end ved store koncerter. Der er god mulighed for at tale med de optrædende, lære om fortidens instrumenter og prøve selv. Ligesom man kan deltage i kædedans, fællessang omkring bålet med mere.